Egne erfaringer

Siberian Husky

Anskaffelse af en hund og specielt en husky, er ikke noget man bare gør. "Anskaffelse" er heller ikke ordet, da det drejer sig om optagelse af et nyt familiemedlem, og det kræver moden overvejelse. Formålet med denne side er, at videregive nogle erfaringer, som vi håber førstegangskøbere kan drage nytte af i forbindelse med overvejelse om anskaffelse af en husky eller ej.

 

Hvorfor vi valgte...

Vi har altid holdt meget af, at opholde os i naturen, så det var forudbestemt, at vi ville have en "naturlig" og ikke en "menneskeskabt" hund. Husky'en er den hund, som kommer nærmest sin forfader, ulven. Dette var et væsentligt valg for os, samtidig med at den skulle være "god ved børn", kærlig og intelligent.

Det har den til fulde indfriet.

Vi havde ingen intentioner i retning af at benytte hunden som brugshund. Den skulle blot være familiehund. Sådan var det også indtil en dag i 1984, hvor vores første hund kom med et spand hunde, og vi fik prøvet det at "køre". Vi har forsat lige siden.

 

 

Inden du køber hund.

Uanset om du påtænker at anskaffe en Siberian Husky eller en hvilken som helst anden hund, bør du i din egen og hundens interesse sætte dig ind i dennes adfærd. Samlivet bliver en fornøjelse, når du ved, hvorfor hunden handler som den gør, og når du er i stand til at kommunikere dine budskaber til hunden, uden den tror, at du er bindegal. Der findes forskellige bøger om emnet(ikke bindegal men adfærd), hvor vi vil fremhæve forfattere som Konrad Lorenz, Roger Abrantes og Eberhard Trumler. Med den viden du erhverver her, er du klar til at optage det nye familiemedlem.

 

 

Hvor kan jeg købe en Siberian Husky ? hvor kan jeg få information.

Da vi skulle have vores første husky, havde vi bestemt os for, at det skulle være fra en kennel, hvor de kun havde Siberian Husky opdræt. Det var vores held, for der findes useriøse "hundefarme", hvor der opdrættes huskies af tvivlsom afstamning, og her bliver huskies solgt, som var det en hvilken som helst anden hund, da disse hundehandlere ikke kender eller negligerer hundens natur. Du får bl.a. at vide, at du sagtens kan lade den gå fri, men så enkelt er det ikke. Vi har i tidens løb fået tilbud fra huskyejere om at overtage deres hund, da de ikke er blevet orienteret om hundens natur, disse steder. Husky'en er strejfer af natur og vildt i form af "alt med fjer", får, geder og råvildt, skal du ikke lade din hund være sammen med, da det opfattes som byttedyr. Dette er en af årsagerne til ikke "bare" at lade hunden gå løs. Nu skal det ikke opfattes som om den er en blodtørstig dræber, men husky'en er den hund, som kommer nærmest ulven, hvilket vil sige, at den har en masse oprindelige instinkter intakt. Denne "lille" information får du ikke fra hundehandleren.

En huskyhvalp koster i dag(2014) ca. kr. 10.000,-, så hvis du får opgivet en pris under kr. 7.000,- er du kommet et forkert sted. Er hvalpen ikke registreret i Dansk Kennelklub, kan du ikke deltage i udstillinger her, -ikke deltage i udstillinger i Dansk Polarhunde klub regi og ikke deltage i løb for renracede hunde.

Derfor, hvis du vil anskaffe en Siberian Husky, så kontakt en eller flere af kennelerne som du finder her http://www.polarhund.dk/.

 

Ønsker du vores assistance kan du sende os en mail på admin@siberian-husky.dk.

 

 

 

Barn/Børn og hund.

Har du barn/børn og er du i tvivl om dette er den rette hund for din familie, kan du i bøger, som fortæller om hundens karakteregenskaber, læse at husky'en er "god ved børn". Dette prædikat kan kun hæftes på meget få hunde. Lærer du dine børn og hunden at omgås hinanden, har du gjort dit, for at få tingene til at fungere.

Set fra husky'ens synsvinkel opfatter den børn som værende på et lavere stade i hierarkiet, og da de er meget selvstændige/intelligente, finder de hurtigt ud af at udnytte en given situation. På et tidspunkt efter vi havde fået hund nummer 2, havde vores yngste søn en dag fået lov til at se fjernsyn samtidig med sin frokost. Han var et øjeblik opslugt af børnetimen og glemte sin rugbrødsmad i højre hånd, som kom til at svære her, men kun i meget kort tid, for straks blev den behændigt snuppet og da han kikkede efter den forsvindende rugbrødsmad, tømte den anden hund hans tallerken i venstre hånd.

Da vi i starten var på udstillinger(kun huskies) og havde børnene med, fandt vi dem tit siddende ved fremmede hunde og i et tilfælde inde i en boks med 2 hunde. Der har aldrig været en situation, der havde karakter af farlighed.

 

 

Pleje.

Har du problemer med hundehår, er husky'en nok ikke den rette hund for dig. De fælder 2 gange om året, og hele underulden skiftes. Hvis ikke du har set en husky fælde, har du ikke set en hund fælde. Når en husky fælder, kan du trække hårtotter af hunden på samme måde, som hvis du trækker vat ud af en pose. Du kan på billederne her, se hvad vi mener.. Vores gamle dyrlæge, som ikke havde set en husky fælde, udbrød " den trænger vist til vitaminer", da han så det første gang. En almindelig støvsuger er ikke godt nok i den periode, hvor fældningen sker, hvorfor det er nødvendigt at anskaffe sig en turboudgave, hvis man har gulvtæpper. Vi har i dag ingen gulvtæpper tilbage, da vi har udskiftet dem med, vinyl, klinker og trægulve.

Husky'en er meget renlig og renser sin pels på samme måde som en kat. Da den samtidig fælder to gange om året, medfører det, at den aldrig har snavset pels. Det hører til undtagelsen, at det er nødvendigt at vaske hunden. Vores hunde bliver aldrig vasket, højst bruset og efterfølgende tørret af, hvis de er rigtig snavset. De har aldrig lugtet "af hund".

 

 

Husky'en som vagthund.

Racen er som beskrevet meget venlig. Møder du en anden persons husky, hilser den på dig, som var det din egen, og da det samtidig hører til undtagelsen, at de kan gø, er de ikke ligefrem egnet som vagthund. En ubuden "gæst" vil dog nok fortrække ved støjen fra hunden/e, for de/n "lægger" gerne en dør ned for at træffe denne person.

 

 

Andre husdyr.

Har du andre husdyr, kan det også fungere sammen med husky'en. Det er et spørgsmål om opdragelse. Kat og husky kan sagtens fungere sammen, men er huskien ikke vant til kat, og der kommer en fremmed kat ind på hundens territorium, slipper den sjældent ud med livet i behold.

Vi havde kat, da vi fik hund, og katten har altid taget venligt imod hvalpene ved at slikke og gnide sig op ad dem. Da katten på et tidspunkt havde killinger, fik hundene lov til at snuse til dem, og det uden problemer. Katten har dog altid været den ubestridte hersker for i takt med at hvalpene er vokset, er modet gået samme vej. Det har medført, at katten på et tidspunkt er blevet presset op i en krog, og hertil var svaret et "hak i tuden" med kløerne. Det har selv en husky respekt for, når det foregår indenfor "hjemmets fire vægge".

 

 

Gående løs.

Af natur er husky'enen strejfer. Derfor skal du være indstillet på, at den som udgangspunkt, altid skal holdes i snor. Det kræver megen træning, og konstant overvågning/kommando, at have den gående løs. Du skal være opmærksom på, at en husky går ikke ved siden af dig som f.eks. en schæfer, når den har fået et "fri". Husky'en er typisk foran dig og det op til flere hundrede meter, hvor den søger igennem terrænet. Dens selvstændighed og "megen natur" medfører, at såfremt den møder mus, ænder, høns, får m.f. bliver der "lukket af" og jagten går. Vi har kendskab til et tilfælde, hvor 2 hunde var væk i 22 dage. De blev fundet igen, men sådan går det ikke altid. Der har været tilfælde, hvor hunden aldrig er blevet fundet. Dette er en huskyejers værste mareridt.

 

Hundegård.

Som det fremgår af ovenstående, kan du ikke bare sende hunden ud i haven, hvorfor det i 99,9% af alle tilfælde, er nødvendigt med en hundegård. Lav den så stor som muligt, så der er mulighed for "fysisk" udfoldelse. Den kan aldrig blive for stor. Vores hundegård er på ca. 120 m2. Indhegningen skal være ca. 2m høj og ca. ½ m nedgravet. Tråden skal placeres indvendig på stolper og lægter, da nogle hunde elsker at bide i alting, og dit træværk vil hurtigt lide under dette. Selve tråden skal ikke have større masker end 5 x 10 cm. Fra jordoverfladen og ca. ½ m op, er det en god ide at sætte en ekstra tråd med masker på 2 x 2 cm, da du herved vil være fri for at få pindsvin ind i hundegården. Ikke fordi vi har noget imod pindsvin, men hundene æder dem.

 

 

Naboer.

Kan du snakke med dine naboer, så indvie dem i husky'ens verden ved given lejlighed. Vores erfaringer med at have hunde i hundegård og naboer er positive. Huskier gøer sjældent eller kan ikke gø. Nogle kan kun afgive nogle ynkelige pivelyde, men de kan alle hyle. Dette gøres bedst i kor.

Nu er vores hunde kun i hundegård i dagtimerne, og der har aldrig været klager af nogen art. Tværtimod har vi altid fået at vide, at "man hører dem jo aldrig". Vores nabo er også lidt speciel. De kender hundene ved navn, og står tit og taler med dem over hækken. Når der er en ny hvalp i hundegården og den er lidt ked af det, sørger de for, at deres daglige færden går forbi hundegården flere gange for at trøste staklen.

 

 

Dressur.

Når du går tur med en husky, er det godt med lidt elementær træning. Der findes udmærkede kursur indenfor civil hundeførerforening.

Selvom du har lært din husky at gå pænt, vil du dog stadig kunne opleve det at få en "forlænget arm". Husky'en har som tidligere nævnt nogle fortrinlige jagtegenskaber, samt ligeså god hørelse. Hvis du er i et område med skov og de "fornemmer" mus, springer de uden varsel ind i buskads og har næsten hver gang gevinst i form af et stk. død mus. Vi har kraftige elastikker i vores liner af samme årsag. Nedenstående eksempler er "klippet" fra episoder, vi har oplevet med vores første hund.

 

Apport.

Mange ting tager længere tid at lære en husky, da den vurderer, hvorvidt det er en god ide at udføre den ønskede kommando eller ej. Apport er med held gennemført 5 ud af 6 gange i træk, for 6. gang så hunden ud, som om den vil sige, "nu gider jeg ikke mere, gør det selv".

 

Hjemkaldning.

Alle vores hunde har som hvalp lært hjemkaldning fra de var 8 uger, og dette gøres blot ved at lege skjul med hvalpen. Når du løber væk fra hvalpen, så pift i stedet for at kalde, så den lærer denne lyd. Når du engang skal kalde hunden til dig og den er flere hundrede meter fra dig, skal du være en hel Paverotti for at kalde den op.

Starter du i denne tidlige alder, er der stor sandsynlighed for, at du også kan kalde hunden til dig den dag, hvor den "smutter". På dressurholdet var vi nogle af de bedste til hjemkaldning, for der var altid godbidder i lommen. Det virker.

 

Rundering.

Rundering er en øvelse, hvor man sender hunden ud til et givent område for at afsøge dette. Dette var ikke vores foretrukne disciplin. I øvelsen havde man afmærket området med en pæl. Hunden blev sendt af sted og den fór frem til pælen og herfra bare ud i det danske landskab. Efter at havde fået hunden hjem, var trænerens kommentar " det gik rigtig godt frem til pælen" serveret med et stort grin.

 

Markering af figurant.

Markering af figurant er en øvelse hvor hundes vagtegenskaber og aggressivitet kommer på prøve. Vagtegenskaber er der ikke mange af, og en husky skal presses meget, før den bliver bare lidt sur. Øvelsen foregår ved at en person, i dette tilfælde træneren, springer frem fra skjul, og hunden skal så springe frem og gø af ham. I vores tilfælde kom træneren også springende frem fra skjul, og hunden kikkede på ham som om den tænkte "gad vide hvorfor træneren hopper ud af buske", og så gik vi videre.

 

 

Slæde og vognkørsel.

Husky'en er en brugshund, og slædekørsel er det den er bedst til. Der er selvfølgelig forskel på, hvordan evnerne er fordelt, men de er alle ivrige for at komme ud at løbe.

Typisk foregår det således, at når man er i løbsområdet, starter man med at sætte hundene i "stakeout" som er en lang kraftig kæde, hvor der med mellemrum er monteret mindre kæder, som hundene er sat fast i. Kæderne er valgt, fordi hundene er ret stærke, og hvis et andet spand er ved at starte, ligner de en sæk lopper, der forsøger at sprænge deres tøjer. Det er faktisk sket, at 5-6 hunde rykkede tøjeret løs. Derfor benyttes pløkker på ½-1m til at holde stakeout'en fast.

Der skal oftest et par hjælpere til, når der skal spændes for, da der er en "dansen" og hylen mens dette foregår. Efter starten er gået, kommer der ikke en lyd fra hundene. Nu skal der bestilles noget. P.g.a. vores grønne vintre foregår kørslen oftest på vogn, som er en tre/firehjulet Storm P. konstruktion, udstyret med rat og fodbremse.

Nummer et er dog slædekørsel på sne. Hundene opfører sig helt anderledes og det er en vidunderlig oplevelse for både hund og musher.

 

Mountainbike.

Hvis man tænkt sig kun at have 1 eller 2 hunde, kan man også dyrke sporten. Vi har en klasse som kaldes Velo, og det foregår med 1 eller 2 hunde spændt foran cyklen.

Det er noget andet end at køre med slæde eller vogn, og det er med højere hastigheder.

Det er efterhånden den største klasse i dag.

 

 

Mad (livets eliksir).

Mad er livets eliksir. Hvad en husky vil gøre for at få den sidste krumme, kan der skrives tykke bøger om. De er nogle værre tyveknægte. Derfor er det umuligt, at lade en husky være alene med et veldækket bord(tænk hvis du har 6). Efter ½ minut, er det overhovedet ikke veldækket mere. Der er spist op. Et køkken/stuebord er ingen hindring såfremt en stol står lidt skævt, for så bruger man bare den til at komme op. Ved en børnefødselsdag, da vi var nået til punktet, hvor børnene skulle hentes (pyh ha), var vi alle ude i gangen. Een forældre udbrød pludselig "nejjj, se hunden". Vores første hund gik rundt på spisebordet og tømte tallerknerne en for en. Vi har også stået udenfor og kikket ind i køkkenet og fået øjenkontakt med samme hund stående på køkkenbordet. Med alle talenterne blev det forsøgt at kommandere hunden ned på gulvet, og selvom man til sidst stod og stampede i jorden med fråde om munden, ignorerede den een blot, for man skulle jo først ind i huset. Da man efterfølgende kom ind, gik den ned ca. 2 m før man nåede bordet, for den vidste helt præcist, hvad der var tilladt,og hvad ikke. Dette er ikke et enestående eksempel.

 

 

Copyright © All Rights Reserved